Når det er svært at bruge slynge

For nogen forældre er det bare lykken at bruge slynge til at bære deres barn. Man putter barnet i og opnår frihed til at være aktiv i de daglige gøremål, mens man oplever intenst samvær med sin baby, der ligger og hygger sig på maven af én.

Men sådan er det ikke for alle. Nogle forældre oplever, at det er rigtig svært at bruge en slynge. Grundene hertil kan være mange, men jeg vil her gennemgå nogle af de ting, jeg er stødt på som slyngesælger og emnerådgiver.

Lad slyngen blive en god vane

Vil man gerne bruge slynge, kan det være en god idé at bruge den fra starten og gerne hver dag. På den måde bliver det en naturlig del af hverdagen med barnet. Det er vigtigt at huske, at det aldrig er for sent at begynde at bruge slynge. Børn på 9 eller 12 måneder har også glæde af det, men de skal sandsynligvis lige vænne sig til det.

Man skal huske på at øvelse gør mester. I starten fumler de fleste. Når mor fumler og er usikker, smitter det af på barnet, som bliver stiv og svær at lægge i slyngen. Barnet begynder at græde og mor bliver bekræftet i at slynger er noget værre noget. Sæt dig ned, slap af, am dit barn og prøv igen senere. Brug fx en dukke at øve dig på.

En målrettet gåtur til postkassen eller med hunden hjælper både barn og mor med at vænne sig til slyngen. Opmærksomheden bliver flyttet fra slyngen mod gåturens formål, og det er ofte nok til at begge slapper af.

Nogen børn har det med samme herligt i vuggestillingen, mens andre hader det i vågen tilstand. En måde at komme uden om dette er at amme babyen i slyngen (ved brystet modsat den skulder hvor slyngen hænger). Når babyen så er faldet i søvn ved brystet, kan man forsigtigt vende ham eller hende om i vuggestillingen, hvor barnet kan sove videre uden forstyrrelser.

Det er altid muligt at ringe til en af foreningens ifavn-enmerådgiverne for gode råd og vejledning. Se bag i bladet for telefonnummer.

Når forventninger og virkelighed ikke passer sammen

I løbet af graviditeten gør de fleste sig mange tanker om, hvordan de vil leve sammen med barnet. En del gravide læser om slynger, tæt kontakt og attachment parenting og glæder sig til at bruge disse redskaber - men når så de står med en baby og slynge fungerer det bare ikke.

Nogle af de hæmsko, jeg er stødt på er:

        Man er bange for at barnet bliver krøllet for meget sammen.

        Man synes det er for tungt at bære rundt på barnet

        Er det nu varmt nok om vinteren.

        Man føler sig for anderledes eller det føles unormalt

        Man har svært ved fysisk kontakt pga. mangel på tæt kontakt i egen barndom.

Man er bange for, at barnet bliver krøllet for meget sammen

Vi er ikke vant til at se en baby krøllet sammen i en stofslynge, og derfor kan det for nogen se meget unaturligt ud. Spørgsmål som "kan hun få vejret?" eller "er det nu godt for ryggen?" er meget normale. Svarene dertil er – ja, hun kan godt få vejret, selv om der kun er en lille åbning (forudsat at mund og næse ikke er dækket til af fx tøj selvfølgelig), og ja hun kan godt tåle at være krøllet sammen. Hun har lige ligget i livmoderen i sammenkrøllet tilstand i månedsvis. Når man kigger ned i slyngen ser babyen rigtig nok meget sammenkrøllet ud – som en banan mener nogen, men hvis man kigger i et spejl, vil man opdage, at babyen ligger i en blød bue med ryg og hovedet i naturlig forlængelse af hinanden.

Udviklingsstudier har vist, at babyens forventning til optimal position i de første par måneder er en let sammenbøjet stilling, som når man ligger på arm eller ved et bryst. I denne stilling trives babyen bedst og ikke, som man fejlagtigt i årtier har troet, fladt udstrakt på et plant underlag.

Vuggestillingen i slyngen bruges meget de første 2-4 måneder. Herefter bliver barnet normalt (det gælder dog ikke for tidligt fødte) for langt til det, og vil gerne op at sidde i andre stillinger for at følge med i verden omkring sig. Nogen børn bliver ved med at elske at putte i vuggestillingen når de er trætte eller sover, også efter det første halve år. Hvis barnet kan lide det og føler sig tryg i stillingen, er der intet i vejen med at fortsætte med at bruge vuggestillingen, så længe I har lyst.

Man synes det er for tungt at bære rundt på barnet.

Ja det er tungt at bære et på et barn. Men det er tungere at bære på et barn uden slyngen end med slynge. Og rigtig mange børn vil gerne bæres – specielt i de første par måneder.

Efter en graviditet, hvor maven har virket som en pind i ryggen, har de fleste kvinder nogle elendige rygmuskler (og mavemuskler!). Muskler bliver kun stærke ved at blive brugt, så det er ned på gulvet og lave noget gymnastik – og bruge slyngen hver dag. De første par uger kan man med fordel gøre det i flere kortere perioder (fx 5 x 20 min) i løbet af dagen for ikke at overanstrenge sig. Man kan så optrappe efter behov.  Men det er vigtigt at bruge slyngen hver dag så ens muskler forbliver stærke og kan vokse i takt med barnet.

Hvis man stadigvæk efter et par måneder har ondt i ryggen, skal man måske skifte slyngetype. Husk på, at når barnet bliver omkring 5 måneder og kan holde hoved og overkrop selv, skal det over at sidde på hoften. Når barnet hviler på hoften bærer det selv over halvdelen af vægten, og er derfor ikke så tungt.

Man frygter, at det ikke er varmt nok om vinteren.

Det er muligt at bruge en slynge udenfor i Danmark om vinteren. Den nyfødte ligger tæt på den voksne og får varme derfra. Til mit julebarn brugte jeg i januar måned en god uldhue og en lille flyverdragt uden ben i. Jeg brugte kærestens jakke, så jeg kunne få slyngen på under jakken. Hvis det var rigtig koldt og blæsende, havde jeg et stort uldsjal på, som dækkede både mig og babyen i slyngen. Jeg så ikke smart ud – måske noget à la klokkeren fra Notre Dame (specielt hvis jeg også havde taske på ryggen), men jeg oplevede en fantastisk ro ved at jeg var 100 % sikker på, at min baby havde det varmt og godt på min mave.

Når barnet bliver lidt større og sidder på hoften, er en god flyverdragt nok. Hvis det er rigtig koldt kan man altid slå et tørklæde rundt om både mor (far) og barn, eller man kan anskaffe sig specialdesignet jakker eller ponchoer, hvor der er plads til at have barn og slynge indenunder.

Til sammenligning kan det fortælles, at Canadas eskimo-befolkning, der altså lever i et arktisk klima, ofte bærer deres babyer nøgne i en skindpose på ryggen. Barnet har hud til hud kontakt med den voksne og fryser ikke, selvom det kan være 40 minusgrader.

Man føler sig for anderledes eller det føles unormalt.

Man kan godt have forstået alt det smarte ved slyngebrug, men alligevel opleve, at det føles forkert, besværligt og unaturligt, når det kommer til stykket.

Det kan skyldes det kulturelle fænomen, at slyngebrug ikke er en integreret adfærd i vores samfund. I andre samfund ses alle steder børn, der bliver båret og ammet, og i disse samfund volder amning yderste sjældent problemer, og om børn skal bæres er ikke noget man overvejer – det gør man bare, som man har set sin mor, søster, veninde, tante og kusine gøre.

I Danmark er det naturlige barnevogn og autostol. Nutidens reklamer om det pæne liv og tidligere tiders Ro, Renlighed og Regelmæssighed gennemsyrer vores egne forventninger til vores moderskab. Og de indre forestillinger mange gravide har, er mere hen i retning af en picnic med veninderne med baby sovende i barnevognen i udkanten, end sig selv gående rundt i bybilledet med babyen i slyngen. Mange ting i vores samfund peger på at barnet med det samme skal være uafhængigt af sin mor – og at mor skal signalere, at hun ikke har ændret sig overhovedet, bare fordi hun har fået et barn.

Desværre kan denne kulturelt betingede forventning om afstand mellem baby og forældre være en stor barriere for mange, der ønsker at bære deres barn. Måske også fordi man ikke får støtte fra omgivelserne. Lige som med amning er det vigtigt, at specielt faderen, men også mormødre og andre tætte relationer, støtter op omkring det rigtige i at have tæt kontakt med sin baby.
Her hjælper det ofte at få dem indforskrevet til slyngning, evt. ved at bede dem om hjælp i begyndelsen, få dem selv til at bruge slynge og at rose rigeligt.

Man har en psykisk barriere pga. mangel på tæt kontakt i egen barndom.

Netop det med Ro, Renlighed og Regelmæssighed og faste ammeskemaer som var korrekt babypleje, da vi blev født, har desværre medført, at vi er mange i den nuværende forældregeneration, der ikke har fået dækket vores basale behov for fysisk kontakt i spædbarnsperioden. Det er jo ikke noget vi bevidst kan huske, vi oplever ikke vores egne forældre som ukærlige (de fleste gjorde det bedste, de kunne), men vores krop og underbevidsthed husker dette savn.

Hvis vi ikke selv har oplevet tæt kontakt som spæd, kan det være grænseoverskridende at give det til ens eget spædbarn. Nogen kan også opleve en direkte sorg eller mathedsfølelse, når de oplever den intense kontakt med den nyfødte – og måske få behov for afstand. Dette skyldes, at når kroppen ved kontakt bliver mindet om sit eget afsavn som spæd, vil der dannes hormoner, der er med til at aktivere den dybeste del af hukommelsen.

Er denne påmindelse om ens tidligste barndom meget smertefuld, kan det give efterfødselsreaktioner, der kan give ubevidst uvilje mod at give sit eget barn tæt kontakt. Det kan dog også være med til at sætte gang i, at man tænker over, hvorfor man føler, at den tætte kontakt er svært, og derefter er meget bevidst om, hvordan man giver sit barn tæt kontakt og hvorfor.

At have tæt kontakt med spædbarnet kan faktisk virke helende for den voksne. Den mængde af hormonet oxytocin, der dannes under amning, eller når man bærer rundt på barnet, kan være med til at "fylde tomheden op" hos den voksne.

Mange oplever faktisk, at det er lettere at få barn nr. to - at det er lettere at holde om det og at rumme dets tilstedeværelse. Der er selvfølgelig mange faktorer, der spiller ind på det, men én ting er, at det første barn – hvad enten man kunne lide det ej – har kravlet rundt på en i timevis (og dannet bl.a. oxytocin) og har gjort tæt kontakt til en naturlig ting.

Det er børns naturlig reaktion at kræve tæt kontakt med deres omsorgspersoner. Faktisk burde man blive mere foruroliget over børn der ikke kræver kontakt end børn, der kræver at komme på arm.